At overvinde ensomhed

Føler du dig ensom, selv når du er sammen med andre mennesker? Har du forsøgt at overvinde ensomhed i dit liv?

Ensomhed er en tilstand af følelsesmæssig distancering til andre mennesker og til tider endda til os selv.

Følelsen af ensomhed kan opstå uanset om du er omgivet af andre mennesker eller er fysisk alene.

Det er en emotionel tilstand af manglende forbindelse og samhørighed til andre mennesker. Ensomhed kan føles som en skygge, der følger os igennem livet, uanset livsomstændigheder. Det er en følelse, der kan forvirre og overvælde os og medføre en dyb indre smerte.

Jeg tror, at de fleste mennesker føler sig ensomme fra tid til anden. Det er en følelse af at være “helt alene i verden”, især når vi gennemgår svære tider i vores liv. Men det er især i overgangsperioder som skoleskift, tab af mennesker, skilsmisse eller flytning, der kan udløse følelsen. Det kan være svært at tilpasse sig nye omstændigheder og føle sig forbundet i en tid med store forandringer.

Hele 25 % af danskerne føler sig ensomme nogle gange, og 6 % føler sig ofte ensomme.

Unge mennesker føler sig faktisk mere ensomme end ældre. Faktisk føler hele 23 % af unge mellem 16-29 år sig ofte eller HELE tiden ensomme og ensomheden blandt unge er stadig stigende. Fraværet af nære relationer og sociale medier spiller en stor rolle her. Ensomhed er en kompleks og svær følelse at bære på. Det er en stille længsel efter nærvær, samhørighed og meningsfulde relationer.

På trods af de høje tal er ensomhed stadig et tabu. Det er flovt og pinligt at afsløre, at man føler sig ensom. Det kan føles som et svaghedstegn, og man føler sig “socialt handicappet”, at man har ensomhedsfølelsen. Sandheden er, at helt almindelige velfungerende mennesker føler sig ensomme fra tid til anden.

Ensomhed i parforhold

Selv i et parforhold kan følelsen af ensomhed opstå. Det føles endnu værre og som en smertefuld længsel efter intimitet, forståelse og støtte, som man føler mangler i parforholdet. Afstanden til ens partner vokser og man vil have en tendens til at trække sig og isolere sig mere og mere for at undgå smerten, hvilket forstærker følelsen og tingene kører i ring.

Har du indimellem følelsen af ensomhed og hvordan håndterer du din ensomhed?

Lad os tale mere om den følelse og overvinde ensomhed. Lad os normalisere og dele vores tanker med hinanden og derved mindske afstanden mellem os mennesker. Alt dette sker, når vi rækker ud, tør at være sårbare og vise vores sande følelser.

Kærligst Joanna

Følg mig - Like siden