Hvorfor inviterer vi ikke hinanden hjem længere?
Ensomhed, psykologisk trivsel og længes efter ægte menneskelig nærvær og kontakt.
Jeg mærker det som en stille sorg
Ikke noget dramatisk, men noget der stille har sneget sig ind i vores hverdagsliv og vores måde at leve på. Mere isoleret og mere ensomme end nogensinde før.
Vi er simpelthen holdt op med at inviterer hinanden hjem som før.
Måske lyder det som en lille ting, men det peger mod noget langt dybere. Vi mennesker har jo brug for hinanden og aldrig før har der været en længere distance mellem os. Aldrig før, har vi lukket os så meget sammen om os selv.
For vores lykkefølelse og vores trivsel er tæt forbundet med med vores relationer.
Både vores sundhed for vores dødelighed er faktisk betinget af menneskelige kontakt og relationer. Det at være forbundet, set og trygge i vores relationer, det er så afgørende for vores livsglæde, trivsel og ja, faktisk også for vores helbred.
Men relationer er jo ikke bare noget der “bare sker”. Det kræver en indsats. Det kræver mod og det tager tid.
Relationer er noget vi er nød til at aktivt at skabe. Det betyder, at vi er nød til at række ud, investere, prioritere og ikke mindst åbne os. At inviterer nogen hjem, er ikke blot en praktisk handling. Det er en åbning og en satsning måske for at blive afvist eller indgå i noget der kræver, at vi viser vores sårbarhed og vores uperfektheder.
Mange mærker – ofte en ubevidst tilbageholdenhed. Måske kommer der tanker som:
“Bliver det for meget?”
“Tænk hvis jeg bliver afvist”
“Har jeg energi nok til det?”
“Har jeg fejltolket deres interesse for mig”
Og så bliver det ved tanken og vi undlader at tage den satsning og den energi det kræver at række ud efter hianden.
Den stille ensomhed i det moderne liv
Ensomhed er sjældent enten eller. Den er stille og langt mere kompleks.
Jeg møder mennesker hver dag, som fungerer godt i deres liv, som har relationer og som er reflekterende og bevidste.
Og alligevel er der en dyb længsel efter
Mere ægte nærvær
Flere varme og dybe kontakter
At være forbundet med flere ligesindet mennesker
Det er som om vi er så gode til den korte og overfladiske social kontakt og langt dårligere til intimitet i selv relationen og kontakten.
Er vi blevet lidt for forsigtige med hinanden ?
Jeg tror at vi som udgangspunkt er blevet mere bevidste om os selv. Og i udgangspunktet er det positivt.
Men det kan også gøre os meget forsigtige
Vi mærker efter
Vi passer på vores energi
Vi vil have kvalitet og ikke kvantitet
Og måske er den bevidsthed med til at lave et mellemrum mellem os. Vi holder igen, mærker efter og måske giver vi relationer for få chancer til at udvikle sig. Måske er vi kommet til at kræve for meget af os selv OG hinanden. Vi ser smukke billeder på sociale medier og vi sammenligner os med hinanden. Men tager det modet fra os?
Måske handler det om at vi har glemt, hvor enkelt det kan være.
At det ikke behøver at være perfekt – måske behøver det blot at være ægte.
Et måltid
Et bord
Og en invitation
Uperfekt og ægte. Mennesker, der mødes med præcis den tilstand og den energi vi har til rådighed netop på det givne tidspunkt mødet opstår. Når vi tør at vise os, åbne os og blot være til stede i det som er. Uden filter, uden masker og uden forbehold.
Hvis du mærker en længsel, så tag den alvorligt. Ræk ud, invitere og bare sig ja – til mere ægte nærvær og mere menneskelig kontakt. Lad os alle blive lidt bedre til at sige ja til hinanden.
Kærligst Joanna